Jan Sonnergaard
Le cadavre rejeté par la mer à Saint-Nazaire
traduit du danois par Janine et Karl Poulsen
ISBN 978 2 911686 81 8
124 p

Il pleuviote. Quelqu’un me heurte avec un « oh ! Pardon, monsieur » puis disparaît en direction de l’escalier. Je n’ai pas la moindre idée de comment j’ai réussi à venir jusqu’ici depuis Paris. La gare est presque vide et peu de temps après, le train est reparti pour La Baule et Le Croisic, je suis seul sur le long quai en béton. Je n’arrive toujours pas à comprendre comment j’ai réussi à venir jusqu’ici. Je ne me rappelle même plus comment j’ai fait pour descendre du train, ni comment je me suis rendu compte que j’étais arrivé. Il y a des absences. Je n’ai pas le moindre souvenir non plus de mon arrivée à Paris. Je me rappelle par contre très bien d’autres choses. Mais je préfère ne pas, en règle générale j’arrive à contenir ces images. L’une d’elles me vient à présent, alors je prends le sac oblong en nylon brun et me hâte vers la sortie pendant que je focalise sur quelque chose de concret, quelque chose de différent. Si seulement le sac avait été plus lourd. Si seulement j’avais apporté plus d’affaires. Ce n’est pas une valise, plutôt un sac de sport. Il n’y a pour ainsi dire rien dedans. Ridicule.

C’est étrange que je reconnaisse facilement tout et trouve presque instantanément la bonne direction. C’est bien Saint-Nazaire, je n’en doute pas un seul instant, bien qu’il fasse sombre et que la pluie et la brume voilent beaucoup de choses. Des immeubles assez bas, style années cinquante à ne pas s’y tromper, des rues droites et une uniformité presque funkie. Un hôtel qui pourrait être une version un peu édulcorée du Bauhaus ou de Le Corbusier porte toujours le nom de « Berry ». Un petit hôtel qui rayonne encore d’une certaine élégance. Il y a un restaurant et un bistro au rez-de-chaussée ; ils gardent des homards vivants dans un vivier et servent pratiquement tous les plats français traditionnels, mais c’est un peu plus sélect que les restos d’à côté. Ils sont plus petits ceux-là, et beaucoup plus populaires, le plat du jour est « moules-frites », le vin n’est pas de qualité supérieure, en contrepartie il est bon marché. Rien n’a changé depuis. Personne ne boit un verre sur le trottoir cette nuit, les clodos ont cherché refuge où ils ont pu trouver un abri. J’aperçois l’un d’eux qui dort sous l’abribus un peu plus loin dans la rue. Si tu prends cette rue-là, tu arrives au vieux port. Si tu tournes à droite, là, pour remonter l’avenue de la République, tu arrives au centre de la petite ville avec, au bout de l’avenue, l’Hôtel de ville. Au début de la rue principale, il y a quelques bars à putes, vestiges du passé quand la ville avait une industrie portuaire, des ouvriers et des marins. Des putes et des voleurs comme on dit.

Tout est étrangement voilé. Je me rends parfaitement compte que cela n’a rien de réel, mon corps me transporte plus loin, ça va vite, c’est efficace, nous passons devant l’Hôtel de ville et pénétrons dans les rues de traverse avec les petites maisons bâties dans le style original de la reconstruction de la ville dans les années cinquante. Tout est tenu en blanc et pastel, de préférence blanc avec un peu de bleu clair, mais parfois aussi rose ou jaune clair. De préférence blanc et bleu clair. Il n’y a pas un chat dans la rue. Le vent souffle et il fait sombre dès qu’on s’éloigne des réverbères électriques de l’avenue de la République. L’air est pur, pas d’odeurs de smog ou de gaz d’échappement. Ça doit être la mer qui absorbe tout. Le vent vient de là, c’est sûr. Un vent froid et neutre qui curieusement ne sent ni le sel ni la mer. Les réverbères qui longent l’avenue se courbent dans l’air puis se plient vers le sol, comme une fleur sur le point de faner. Je me rappelle qu’à l’époque, nous discutions de ce que pouvait bien être le sens de cette idée. Une simulation de la fleur mourante ? Au fond, ils n’éclairent pas très bien, ces réverbères, mais ils émettent de la musique. Sous la courbure, sont installés des petits haut-parleurs qui jouent de vieux tubes des années quatre-vingt et des chansons françaises. On a oublié de les éteindre ce soir. Il n’y a pas âme qui vive dans la rue, mais il y a de la musique.

Det regner let og en eller anden støder ind mig, siger ”oh, pardon !” og forsvinder igen, ned ad perronen og op mod trappen og jeg aner ikke hvordan det er lykkedes mig at komme herned fra Paris. Der er kun ganske få mennesker på stationen og få sekunder efter at toget tager videre mod La Baule og Le Croisic er jeg den eneste på den lange betonperron og stadig : Jeg fatter ikke hvordan det er lykkedes for mig at komme herned. Jeg kan ikke en gang huske hvordan jeg kom af toget og hvordan jeg blev klar over at jeg var fremme. Der er absencer. Det er dunkelt for mig hvordan jeg i det hele taget kom til Paris. Der er andre ting, jeg husker udmærket, i glimt, men det vil jeg helst ikke og som regel lykkes det for mig at holde disse bidder af erindringer nede. Der er ved at komme én nu, så jeg løfter den lange brune nylontaske og skynder mig ned ad perronen og hen til udgangen, mens jeg fokuserer på noget konkret, noget andet. Gid tasken var lidt tungere. Gid jeg havde taget noget mere med. Det er ikke en kuffert, snarere en sportstaske, der er jo så at sige intet i den. Hvor latterligt.

Det er mærkeligt så let jeg har ved at genkende det hele og uden videre finde den rigtige vej. Det ér Saint-Nazaire, det er jeg ikke et sekund i tvivl om selvom her er mørkt og regnen og tågen slører. Ikke så høje huse, umiskendeligt halvtredserstil, lige strækninger og en næsten funkisagtig ensartethed. Et hotel, der kunne være en lidt udvandet udgave af noget Bauhaus eller Le Corbusier, den hedder stadig Le Berry. En lille bygning, som stadig udstråler noget fornemt. I stueetagen er der restaurant og bistro, de har levende hummere i et bassin og de serverer stort set alle de franske traditionelle retter, men det er noget finere end spisestederne ved siden af. De er mindre og meget mere folkelige, her er der moules frites og dagens ret og ikke særlig god vin, som så til gengæld er billig. Det ser ud som dengang. Der står ingen udenfor og drikker i nat, bumserne er gået i ly der hvor de nu har kunnet finde et opholdssted. Der ligger en og sover under busstoppestedets halvtag lidt længere nede ad gaden, kan jeg se. Hvis du går dén vej kommer du ned til den gamle havn, hvis du drejer hér og går op ad Avenue de la République kommer du ind til centrum af den lille by og rådhuset for enden af avenuen. I starten af hovedgaden ligger der et par luderbarer som minder byen om dens fortid hvor der var havneindustri og arbejdere og sømænd. Ludere og lommetyve, som man siger. Det er mærkeligt sløret og jeg er udmærket klar over at det her slet ikke er virkeligt, men kroppen bevæger mig videre og det går alligevel stærkt og målrettet op ad gaden og forbi rådhuset og ned ad sidegaderne med de traditionelle små huse, som blev opført engang i løbet af halvtredserne da man genopbyggede byen. Det er alt sammen holdt i hvidt og pastelfarver, hvidt med lidt lyseblåt og nogle gange også lyserødt eller lysegult. Helst hvidt og lyseblåt. Der er ikke et menneske på gaden og det er mørkt når man kommer væk fra de elektriske lys på Avenue de la République. Luften er ren og der er ingen lugt af smog og bilos, det er sikkert havet, der absorberer det hele. Vinden kommer derude fra, dét er helt sikkert. Det er en kold og neutral vind, der kun en smule lugter af salt og hav. Lygtepælene langs med avenuen går mærkeligt buet op i luften og bukker sig så ned, ligsom en blomst, der er ved at visne og jeg kan huske vi dengang diskuterede hvad i alverden der egentlig var meningen med dén idé. Simulation af en døende blomst. De oplyser egentlig ikke særlig godt, men der er musik i dem, der er små højttalere placeret under buen og lyset, små højttalere, der spiller gamle firserhits og franske sange, man har glemt at slukke for dem i aften. Der er ikke nogen mennesker på gaden, men der er musik.